Gammelbro Camping: Størst, men ikke bedst!

Efter 5 dage på Gammelbro Camping er jeg ikke helt overbevist

Lidt om Gammelbro Camping:

Gammelbro Camping er Danmarks største campingplads er og beliggende øst for Haderslev.
Pladsen ligger helt ud til vandet og man kan på ganske kort tid komme til Årøsund og komme med færgen til Årø.

Campingpladsen er på 25 hektar og har lige i underkanten af 1000 pladser.

Hvad fungerede?

Når man først ankommer til Gammelbro Camping bliver man først mødt af deres store reception og købmand.
Indtjekningen gik smertefrit og personalet var meget venlige og hjælpsomme.

Jeg blev positivt overrasket over pladsens købmand. Der var et rigtig godt udvalg af varer og til rimelige priser.
Hos købmanden er det også muligt at hente lækker og frisk morgenbrød hver morgen.

Legepladserne er rigtig gode og store. Der er god plads selv på dage med mange mennesker.

Hvad fungerede ikke?

Straks da jeg havde forladt receptionen stødte jeg på mit første problem da vi skulle navigere til vores anviste plads: Der mangler skilte!
Når du ankommer til en plads du ikke har været på tidligere er skilte simpelthen fantastisk at kunne navigere efter.

Da vi var kommet på plads og gik en tur langs vandet måtte vi på et tidspunkt begynde at lede efter et toilet.
Vi fik fundet en toiletbygning og jeg går ud fra at det er en af de oprindelige bygninger på pladsen for den så bestemt ikke ny ud.
Udefra så bygningen ud til at være af ældre dato, men den var stadig præsentabel – det ændrede sig så når man kom indenfor…
Gamle slidte fliser, ingen varme, vand der dryppede mange steder, gammeldags båse med graffiti og flere små edderkopper end jeg kunne tælle.
Bygningen henledte virkelig tankerne til en blanding af en offentlig toiletbygning på stranden og et toilet i et forsamlingshus i provinsen.

Ved siden af den gamle toiletbygning lå der også en TV- og opholdsstue. Det kan godt være at det engang var en TV- og opholdsstue men nu ligner det mere en gammel og forfalden sal med et glemt TV i hjørnet.

Efter min mening er der for få toiletter på pladsen og det betyder at folk bruge toiletterne i baderummene i stedet for. Det kan godt være at det er meningen men det betyder desværre at baderummene tit er optaget.
Samtidig er baderummenes gulve tit meget beskidte sidst på dagen da folk går der ind med deres beskidte sko når de skal på toilet.

Min mening:

I min verden er pladsen et fastligger-helvede!
Jeg er kørende campist og jeg forstår mig ikke på fastligger-kulturen – og jeg kommer heller aldrig til det.
Jeg kan simpelthen ikke se fornuften i at stille en campingvogn op med et fortelt der er mere hus end telt, træterrasse, hæk, fliser, grus og espalier.
Hvis man er fastligger og er “til det” synes man muligvis det er en fantastisk plads.

Pladsen er simpelthen for stor til min smag. Jeg synes meget bedre om mindre og mere familievenlige pladser, men det er jo helt op til en selv.
Den store størrelse betyder også at mindre børn ikke selv kan finde rundt.

Hvor mange stjerner?

Gammelbro Camping får 4 ud af 5 stjerner!

Selvom pladsen er for stor til min smag giver størrelsen også plads til mange muligheder og aktiviteter på pladsen.

Nogen bygninger fremstår meget gamle og trænger til vedligehold, men størstedelen er trods alt af nyere dato og alle fremstår rengjorte.

Leave a Reply